Duft til angstgruppe
Massagebolde hjælper til øget koncentration – Psykiatrisk Center Ballerup
Det åbne afsnit 5 på Psykiatrisk Center Ballerup søgte støtte til sansestimulerende redskaber, som kunne hjælpe patienterne til at være i stand til at medvirke i fællesaktiviteter og svære samtaler med læger og andet personale.
Vi har fået dette brev fra personalet på afsnit 5.
“Kære Håb i Psykiatrien. Tusinde tak for jeres gavmilde donation. Den vagte stor begejstring og ro hos patienterne på vores afsnit 5.
Tingene blev åbnet i samarbejde med patienterne, og det gav mulighed for grin både blandt patienterne og personalet.
Det blev præsenteret på morgenmødet, og direkte efter blev den første ting taget i brug til en lægesamtale. Patienten fortalte bagefter, at han blev rigtig glad, da han så, at det var muligt at låne en tangle, fordi han havde haft gavn af dens beroligende effekt på et andet afsnit.
En anden patient fortalte, at hun synes det var rart at sidde med en massagebold i hånden, når hun så fjernsyn med de andre patienter. Hun sagde, at det hjalp hende med at koncentrere sig om filmen og gav noget ro i hænderne.
Desuden bliver tingene også brugt flittigt, når vi har angstgruppe en gang ugentligt. Patienterne siger at bolcherne og duftpindene er en god afledning, når angsten bliver for slem at snakke om. En udtalte, at det gav ham mulighed for at koncentrere sig om andet, imens det beroligede”