Det er da et orangeri
Afsnit 174 Psykiatrisk Center Glostrup
Psykiatrisk Center Glostrup, åbent afsnit 174 har fået støtte fra Håb i Psykiatrien. De har et lyst og dejligt rum, som de har omdøbt til “Orangeri”, og som de nu kan bruge til en masse dejlig aktiviteter bla. som atelier:
“Med støtten er det blevet muligt at etablere et atelier i Orangeriet. Der er flere stationer i rummet. Et sted kan man sidde og fordybe sig i at tegne og arbejde med computer og en anden station er malerhjørnet, hvor der er staffeli og farver i forskellige materialer. Det rum skaber for patienterne ro til at forsvinde ind i kreativiteten og udtrykke det, der optager dem under indlæggelsen og i livet i det hele taget.
Udstillinger på afdelingen
Flere af patienternes billeder udstiller vi i tilstødende gange og opholdsrum. Billederne giver noget til alle på afdelingen og de besøgende pårørende, der møder et levende sted, der formentlig fremstår mere menneskeligt og personligt.
Recovery gruppe og Bogtime
To gange om ugen laver vi henholdsvis ”recovery café” og ”bogtime”, hvor deltagerantallet veksler mellem 5-12 personer i grupperne. Det er i høj grad afsmitningen af en mere hjemlig og kreativ stemning i Orangeriet, der gør at vi kan tale så frit, uformelt, trygt og åbent om tingenes tilstand både om patienternes recovery, men også i de samtaler, hvor vi lader litteraturen inspirere os til tanker om vores livshistorier. Rummets indretning bryder hospitalets sterile hvide vægge og skaber nogle rammer for os, hvor vi kan arbejde med patienternes behov for selvagtelse, bedring og recovery.”