Stillads med håb
Åbent afsnit Ø2 i Roskilde
På afsnit Ø2 i Roskilde fik de en virkelig sjov ide, hvor man virkelig kan prøve noget kreativt og have både små og store ambitioner:
”Solen skinner i dag – kan vi ikke låne tusserne, så vi kan komme ud og tegne på stilladset?
“Hvornår skal vi ud og male igen?”. I forbindelse med en udskiftning af taget på Afsnit Ø2 i Roskilde blev hele bygningen omkranset af stillads med et plankeværk omkring for at afskærme byggeriet. Midt i byggerodet blev det sorte kedelige plankeværk i haven dog frisket op af patienterne med farvestrålende maling og tusser. Fantasien fik frit løb og der var ingen regler for hvordan de kreative evner blev foldet ud. Stilladset blev både en del sjovere at se på og derudover gav projektet anledning til mange smil, grin og fællesskab, når patienterne fik lov til at kaste sig ud i at dekorere stilladset.
Der var stor tilslutning til aktiviteten blandt de indlagte patienter, der hyppigt selv efterspurgte hvornår det var muligt at komme ud for at dekorere stilladset.
Fra patienterne lød det at de nød at have noget andet fælles at tale om end sygdom og at det var rart at fordybe sig i et projekt, så man kunne glemme tid og sted.
Hos Håb i Psykiatrien glæder vi os til at følge værkets udsmykning!