Café Grøn er et fantastisk initiativ
Psykiatrisk Ambulatorie Brønderslev
Café Grøn er navnet på et fantastisk initiativ som i marts er startet op hos Psykiatrisk Ambulatorium i Brønderslev og tilbagemeldingerne er allerede overvældende:
“Vi er rigtig glade for at komme her, og har glædet os hele ugen til i dag”.
“Det er dejligt at komme ud og bevæge kroppen i skoven og så få varm kaffe efter”
“Det betyder meget for mig at vide, at jeg kan komme her hver uge”.
Personalet fortæller:
“Der har fra starten været et flot fremmøde af patienter, som har deltaget i den planlagte gåtur rundt på matriklen – nede ved den flotte skov, som omkranser hospitalet, ved rådyrene og den lille sø med koi-karper. Flere af patienterne er siden første gang kommet fast hver uge. Vejret har været dejligt og snakken er gået lystigt.
Første gang samlede vi sammen sten på turen, som vi tog med retur i caféen, vaskede og malede på med sten-maling, som er købt med støtte fra Håb i Psykiatrien. Efterfølgende har den stået på fælles hygge med de ting vi har købt med støtte fra Håb i Psykiatrien; spil (bl.a. yatzy og klodsmajor), tegning (både fri-tegning og i mandala-bøger), perleplader, samt rigeligt med kaffe og the.
Det har været fantastisk at mærke, at de deltagende er tilpasse og gerne vil hinanden – at der både er blevet grinet en masse og delt svære oplevelser.”
Forsat rigtig god fornøjelse med Café Grøn!