Sommerfest med jukeboks
Retspsykiatrisk afdeling R4 Skejby
“Sommerfesten er årets højdepunkt” udtaler en patient på dagen. Der emmer af liv og forventninger på afdelingen allerede dagene op til sommerfesten. Patienterne glæder sig, øver sig på at skulle optræde og engagerer sig i forberedelserne.
På dagen er der høj solskin og patienter, studerende og personale hjælpes ad med at stille an, pynte op, tage imod jukeboksen og fylde den oppustelige pool.
Størstedelen af patienterne opholder sig i haven hele dagen, hvor de får en sludder, tager et spil og deltager i forskellige konkurrencer med tilhørende præmier. Alt sammen til lyden af nye og gamle hits de har ønsket på jukeboksen som spiller hele Retspsykiatrien op. En patient giver koncert med sine egne rapnumre og der bliver jublet, klappet og danset med. Dagen byder på god mad med lækkerier fra grillen, salater, grøntsager med dip, frugt og melon. Dagen afsluttes med musikquiz hvor temaet er filmmusik. Der er stor koncentration undervejs og sangene sætter gang i sjove snakke og anekdoter fra filmene.
“Det var hyggeligt at holde en fest, få noget godt at spise og deltage i sjove konkurrencer … Ja det var en god sommerfest” er alle enige om da dagen slutter.