Naturforløb ”Udeliv”
Psykiatrisk Afdeling Middelfart – Retspsykiatrisk og alment afsnit
Så har vi haft vores debut i brug af naturen.
5 patienter fra 4 retspsykiatriske afsnit har deltaget sammen med 2 ergoterapeuter og 1 ergoterapeutstuderende.
Formål med forløbet:
- At skabe kendskab til naturens muligheder
- At have fokus på sanserne og opmærksomhed
- At bruge naturen til at finde større ro, reducere stress og øge velvære.
- At bruge naturen til fysisk aktivitet
- At være i naturen sammen med andre og være en del af et fællesskab.
Forløbet har varet 8 uger med 1 ugentlig gåtur i naturen af 3 timers varighed. Vi har brugt skov, park og strand i al slags vejr med forskellige øvelser bl.a. mindfulness og naturopgaver undervejs. Vi har mærket, set, smagt, lyttet og duftet til naturens skatkammer. Der er blevet delt nysgerrighed og viden om det, vi er stødt på.
Hver uge har en af deltagerne forud for turen bagt boller, pizzasnegle m.m. til fælles kaffepause, og det viste sig at være et stort hit med hjemmebag, da alle oplevede øget appetit af den friske luft og fysiske aktivitet. Ugens ”Bager” blev stolt og glad over de mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere.
Alle deltagere har givet positive tilbagemeldinger og har alle oplevet, at turene har gjort en forskel i relation til de beskrevne formål. Mest signifikant var deltagernes oplevelse af positivt samvær, mindre stress, bedre fokus og bedre humør.
Deltagerne siger blandt andet:
”Jeg har fået frisk luft og nyt bekendtskab”
”Jeg har brugt tid og hygget mig med medmennesker + naturen”
”Det er rart at komme uden for de hvide vægge og se noget andet ”
”Det var en herlig tur som sædvanlig. Pizzamuffins var gode, søde mennesker og jeg fandt en 4 kløver og en 5 kløver – det bringer held og lykke.”
”God tur til vandet”, siger deltager, der fik en frisk dukkert.
”Jeg fik mudrede sko;-), mødte muslingefiskere, plukkede østershatte, hyggesnakket og nydt naturen.” Østershatte blev efterfølgende tilberedt og faldt i alles smag
”God naturtur”
”Har altid god/stor fornøjelse af naturtur.”
”Jeg har smagt lidt på planterne og hørt dyrelyde.”
”Lærte flere blomster at kende, som jeg ikke vidste man kunne spise”
”Lagde mærke til omgivelser og lyde.”
”Jeg oplevede at give slip.”
Deltagerne fik alle et diplom for deltagelse og bidrag til fællesskabet med billeder fra turene.
Ergoterapeuterne har gjort sig gode erfaringer med brug af naturen, har oplevet stort engagement, vidensdeling, godt humør og fantastisk fællesskab på turene.
Vi tager gerne endnu et forløb.
Stor tak til ”Håb i Psykiatrien”, for at bidrage til at realisere naturforløbet ved indkøb af rygsække, liggeunderlag, regnslag, tæpper og termoflasker. Det hele har været i brug og vi skal hilse fra deltagerne og sige ”Tak for udstyr”