Psykiatrisk Center Nordsjælland – Åbent afsnit 2421, Hillerød

Der var regn, og så var der mere regn i Præstevang, den lille skov lige ved hospitalet, hvor afsnit 2421 holder til.

Men vi gik alligevel, som et hold af grønklædte eventyrere gennem skoven – en slags moderne, langsomme Robin Hood-bande i kæmpe regnponchoer, der både dækkede krop og mod. Der blev tændt bål, og det var ikke bare noget, vi gjorde let, for tændstikker og regn er som uenige søskende. Men da vi endelig fik gang i flammerne, røg der pandekager på panden, kaffekedlen kom over bålet, og det hele duftede af noget, der mindede om et eventyr – måske sådan ét med glimt af myg, mudder og brændt pandekage.

Selvom vi blev våde og kolde, slukkede det ikke vores varme for naturen, og vi måtte afsted igen. Endelig kom der en dag, hvor efteråret åbnede sig med solens stråler, og vi kunne se bunkerne af blade i skovbunden, der knitrede som den ild, vi snart skulle varme os ved på bålpladsen ved Breddammen.

“Rap rap,” sagde ænderne i dammen og vrikkede med numsen. De havde en smule krudt i sig og prøvede at flyve lidt rundt omkring ved søen, men endte med at gå rundt ved vandkanten og kigge efter mad. Andre sad oven på et væltet træ og vaskede sig så godt, de kunne, med deres gule næb. Pludselig svømmede blishønsene nærmere. Det endte dog i et teenagedrama, hvor begge parter gik hver til sit.

Selvom bålet var varmt, blev man også varmet af alle smilene og grinende hist og her. For det var jo et eventyr, hvor ingen vidste, hvordan det ville ende. Man kunne dog håbe på, at alle smilene blev til en større forsamling næste gang, hvor flere kolde hænder kunne holde en varm pandekage.

Patienterne? De gik med. Trodsede vejret. Måske grinte de lidt af det hele – måske af os, måske med os? Men når man går side om side under store, dryppende træer, føles tingene ligesom anderledes. Som om tiden stopper en smule. Som om det er vigtigt lige dér at være en grøn skikkelse i regnen, væbnet med en pandekage og en bålkaffe. Flere af dem sagde bagefter, at det havde gjort dem godt. Det havde været som et åndehul, hvor man bare kunne trække vejret – sådan dybt og uden hast.

Børne- og ungdomspsykiatrien, Intensivt sengeafsnit, B104 Bispebjerg

Ved hjælp af donation fra Håb i Psykiatrien, har vi på afsnittet haft mulighed for at give de unge et frirum med bevægelse. De unge har været nysgerrige og engagerede i, at være med til at planlægge temaer for yogaen, og selv kommet med inputs til ting de synes ville være sjovt. Indtil videre har initiativet været en stor succes, og de unge har med åbenhed og nysgerrighed taget imod dette pusterum. Vi ser frem til at fortsætte med at udvikle og tilpasse aktiviteterne, så det fortsat kan fungere som et positivt bidrag til deres trivsel og udvikling.

Citater fra de unge:

• ”Jeg kunne godt lide at slappe af på måtten”
• ”Jeg synes at det var rart at bevæge sig”
• ”Det er en god fællesaktivitet at have med de andre”