Sammen i sommerskoven
Åbent afsnit 2421, PCN Hillerød – Region Hovedstaden
“Det er lidt vildt, at det er mine fotos”
I den ene af aktiviteterne fik patienterne mulighed for at tage fotos med egne mobiler af fugle og skovens liv ved hjælp af en mobiladapter og en udsigtskikkert. Det skabte ro, nysgerrighed, og ikke mindst stolthed. En patient beskrev glæden ved at komme tæt på dyrene uden at forstyrre dem.
“Det var super dejligt at opleve at være tættere på dyrene, uden at forstyrre dem. Jeg elskede det foto jeg tog af egernet der spiste af en grankogle, det var et unikt øjeblik. Jeg blev helt glad indeni af at få så godt et foto.”
Flere beskrev, at det var både nemt og tilfredsstillende at tage billeder med mobil og kikkert, og at det føltes rart at gøre noget selvstændigt.
“Det var fedt, at man kunne gøre noget selv, og det var stille og roligt at være sammen med de andre, og trygt fordi jeg kender skoven godt”
Der var også en tydelig stolthed og forundring over, at det var ens egne billeder noget man havde skabt selv.
“Det er lidt vildt, at det er mine fotos, det er ret sejt.”
Der opstod hurtigt en lyst til mere. Både til at tage flere billeder, og til at dele dem med de andre patienter på afsnittet.
“Jeg vil gerne have mine billeder hængt op på afdelingen og dele dem med de andre patienter.”
En af deltagerne blev så glad for oplevelsen, at vedkommende efterfølgende købte en mobil med et bedre kamera, for at kunne tage endnu skarpere billeder i fremtiden.
“Det var spændende at se, om man kunne tage det rigtige foto, spotte dyrene, mærke kammeratskabet og have det sjovt og hyggeligt.”