Sindets Dag med krea-aktiviteter
Åbent afsnit C231, Frederiksberg – Region Hovedstaden
”Det gode liv”.
Aldrig har vi haft så mange patienter med (8 ud af 11!) De fleste var med i to timer, mens et par stykker gik lidt til og fra eller var med noget af tiden.
Vi var et par stykker nede og handle ind til lækkert frugtfad og smoothies og nødder i den gode og sunde ånd og startede med at sidde og hygge lidt om det.
Mellem 14-16 havde vi besøg af kunstner Mette Hansgaard som gav os et minikursus i akvarel maling. Der var rigtig mange som deltog og alle var så optaget af det at man på et tidspunkt kunne høre en knappenål falde.
Aktiviteten var i den grad craft psykologi, hvor man kom ned i gear og i flow, og der blev lavet de fineste akvarelbilleder af dels blomster og træer – inspirationen var naturen – og vi fik vist forskellige teknikker.
Vi opdagede ved en tilfældighed hvor godt det fungerer at lave krat og buske med en lille svamp.
Arrangementet var en stor succes, og her er nogle patientudtalelser nedskrevet til mig på en blok:
”Det var en rigtig dejlig adspredelse. Det var et meget passende energiniveau til når man nemt bliver overstimuleret og har svært ved at tage sig sammen til positive adspredelser. Rar og rolig fremgang.”
”Det var et rigtig dejligt kursus med en god lærer. Det er dejligt at man kan sidde og fordybe sig samtidigt med at man får noget socialt ud af det.”
”Megagodt, men fik hovedpine da jeg blev helt opslugt af det og glemte at holde pause, da jeg har svært ved selv at trække mig. Selvom i havde sagt det var OK ville det måske være godt at have en fælles pause indlagt…”.