Julearrangementer

Julearrangementer

Julearrangementer

1 jul
3 jul
4 jul

Åbent afsnit C231, Frederiksberg – Region Hovedstaden

Traditionen tro blev der lavet forskellige juledekorationer og pyntet glas med hyacinter/mos som står og dufter på hele afdelingen. Takket være jeres støtte var der indkøbt div. naturmaterialer, LED lys, gran og pyntegrønt.

Et par af patienterne var med ude hos den lokale gartner og købe det sidste pyntegrønt ind og vælge hvad vi skulle bruge. Vi fik også inspiration dels ved at kigge på det de havde lavet hos gartneren og nogle fandt ideer på you tube og Pinterest. 

Mange både personale og patienter hyggede med at kreere dekorationer i alle former og der var rift om lysene, så vi havde derfor indkøbt nogle flere. En af patienterne gik i gang med en krans – det er jo ikke det nemmeste, hun fik hjælp af en medpatient, og den blev virkelig fin. Flere havde ikke prøvet at lave dekorationer før, især et par af de mandlige var lidt tilbageholdende, men de gik all in, og den ene fik æren af at lave dekorationen med kalenderlyset. Det var dejligt hvordan alle tog del i det og roste og anerkendte hinandens arbejde. Et par elever sad og klippe/klistrede med nogle og andre sad og kiggede lidt på eller gik til og fra. 9 patienter deltog i arrangementet ud af 11 – så det var en succes.

Vi er rigtig glade for at have mulighed for at lave div. arrangementer og aktiviteter her i julemåneden, som for mange er et ekstra svært tidspunkt at være indlagt og savne familien. Julen betyder jo kærlighed og fællesskab, men for mange betyder det også et savn – det kan være sorg over nogle man har mistet eller skyld og skam over ikke at have overskud til sine børn. Andre føler sig ensomme, og vi minder hinanden på at her på afsnittet er vi ” en stor familie”. 

En patient udtalte ” jeg er simpelthen så taknemmelig for alt det i gør for os – helt udover hvad man kan forvente ”. En anden sagde ” Det har jeg ikke prøvet siden jeg var barn” ” hvor er det dejligt at der nu står lys tændt over det hele, det løfter humøret lidt”.

Vi har også holdt julefrokost hvor pakkelegen er et stort hit, og det er så rørende at se, hvordan man giver en af sine gaver til nogle som ikke har vundet, eller finder ud af at bytte hvis det giver mening. Der er altid en patient med nede og købe ting ind i Normal og pakke det fint ind,

I år har vi gemt nogle pakker til at lave pakkeleg juleaften og der er også indkøbt to mandelgaver.

Af hjertet tak fra alle patienterne for det.

Julekrea

Julekrea

Julekrea

jul
jul6
jul2
jul5
jul4
jul3

Åbent afsnit S1 Aalborg – Region Nordjylland

Sikke en formiddag vi har haft her på S1. Nu er vi alle på S1 kommet i julestemning.

Imens julemusikken spillede, satte patienter og personale sig til rette og gik alle i gang med at lave fine juledekorationer. De patienter, der ikke havde mod på at lave en selv, var hurtige til at sætte os andre i gang, mens de deltog med snak og grin. Der blev undervejs grinet sammen, hjulpet hinanden og gode minder blev delt. 

Juledekorationerne står nu flot og pynter på både patientstuer og i fællesmiljøet. Patienterne nød fællesskabet og muligheden for at kunne gøre det lidt hyggeligt og stemningsfuldt på stuen. 

Dagen forinden var der på den daglige gåtur blevet fundet grankogler og lærkegrene, mens en kollega kom med flotte troldegrene hjemmefra. 

Aktiviteten vil gentages igen i weekenden, således patienter ude af huset samt nye patienter får muligheden. 

En kæmpe succes!! 

Stille vinter med skovmeditationer

Stille vinter med skovmeditationer

Stille vinter med skovmeditationer

skovmeditation 1
skovmeditation 2
skovmeditation 3

Åbent afsnit 2421, Hillerød – Region Hovedstaden

I Store Dyrehave har et nyt initiativ set dagens lys. Med støtte fra Håb i Psykiatrien har vi fået mulighed for at dyrke meditationer på vinterskovbundens bløde blade, og mærke hvad der sker, når man lader skoven tage over.
Vandringen mod “Trylleskoven”
Vinterens træer står som tålmodige vogtere, da gruppen bevæger sig væk fra bygningerne og ind under de nøgne kroner. Initiativet er enkelt, men effekten dyb, en fælles vandring mod et helle i naturen, hvor målet er at finde ro i krop og sind.
Turen går mod et særligt sted i skoven, som vi kalder “Den Hemmelige Høj”, en lille bakke vi har fundet i Store Dyrehave, der er helt flad på toppen som et naturligt gulv, helt perfekt hvis flere skal ligge ned sammen.
Det er en gåtur på cirka 40 minutter, og allerede få meter inde i skovbrynet begynder forandringen at indfinde sig hos deltagerne. Kontrasten til de indendørs omgivelser er tydelig. ”Det føles mere frit, end at være indenfor. At der er luft omkring en – det giver noget,” fortæller en af patienterne om oplevelsen af at træde væk fra afdelingen. Undervejs bliver sanserne vakt til live. Lyden af støvler mod underlaget og synet af vinterens farver skaber nye indtryk. En deltager beskriver levende, hvordan omgivelserne under gåturen virkede på sindet: ”Trylleskoven fyldte mig med lyden af kvasende blade, lyset, bladene, farverne på træerne, og kulden var forfriskende.”
Selvom turen derud kan mærkes fysisk, bliver anstrengelsen en del af processen. Det handler om at bruge kroppen for at gøre sindet klar til stilhed.

Ro på Den Hemmelige Høj
Fremme ved “Den Hemmelige Høj” venter belønningen. Her, i et mellemrum mellem bøgene, bliver deltagerne indhyllet i varme, bløde ponchoer og oplyst af det milde skær fra små flagermuselygter. Invitationen er enkel: At ligge dybt og stille på skovbunden, lytte og lade skoven tale for en stund. Meditationen i den frie natur skaber en særlig stemning af omsorg. En deltager beskriver den fysiske effekt af instruktørens rolige stemme og skovens lyde: ”Jeg kom mere ned i gear, og bliver mere i et med naturen. Færre tanker, og mindre uro i kroppen.” Selv når ordene fra meditationen glider væk i vinden, bærer tonen noget beroligende med sig. Som én sagde: ”Jeg hørte ikke halvdelen af, hvad instruktøren sagde, men tonen af hans stemme var beroligende.”

Varm kakao og en pause fra psykosen
Efter meditationen, da kulden så småt begynder at bide i kinderne, bliver der serveret varm kakao. Det er tid til at samle op, før turen går tilbage til afdelingen. Det er her, effekten af anstrengelserne og stilheden står tydeligst frem. Selvom turen derud var fysisk krævende for nogle, er gevinsten mental ro. En deltager opsummerer oplevelsen med en præcision, der rører ved kernen af initiativet: ”En god oplevelse, der fik en til at få noget ro i kroppen, selvom det var en lidt hård tur – så gav det mig en pause fra psykosen. ”Naturen tilbyder ingen mirakler, men den tilbyder pauser. Og som erfaringen her viser, er en pause nogle gange nok til at ændre vejens retning en smule. Der er dog også plads til praktiske forbedringer midt i poesien; et ønske om bedre fodtøj blev nævnt med et smil en smule menneskelig praktik midt i alt det sanselige.

Med varmen fra kakaoen i kroppen og roen i sindet, vendte gruppen tilbage.

Juleaktiviteter

Juleaktiviteter

Juleaktiviteter

jul 2
Julelys
Jul 4
Jul 1
Jul 5

Lukket afsnit N6, Brønderslev – Region Nordjylland

Så er vi kommet godt i gang med juleriet og er forberedt til december måned. At de ting vi laver og har planlagt, lykkes i høj grad pga. jeres støtte.

Vi har fået fyldt op i julefarverne i hamaperler, så kreativiteten kan fortsætte og bred sig. En af vores patienter har udnævnt sig selv til ”perleplade-ambassadør” – og det er bare SÅ rigtigt. Hun har selv fundet stor glæde i aktiviteten, og er årsag til at der er juleperler på vægge og andre steder. Men hun sender glæden videre, så nu skal der jules, som en anden patient sagde, mens han lavede en julekugle i guldperler. Det var den første perleting, som han lavede – men ikke den sidste….

Vi er så småt gået i gang med at tænke på julegaver også. En patient har malet en æske og sat en sommerfugl på. Den skal være til hendes barnebarn. En laver gavemærker til at sætte på julegaverne.

Som I kan se på et af billederne, er kalenderlyset klart til nedtælling til juleaften. Vi har også valgt at lave en ”julekalender” med forskellige aktiviteter igennem julemåneden. Der vil blive åbnet en kuvert/pakke hver dag om morgenen, så det er en overraskelse.

Medarbejderne byder ind med lidt af hvert og at vi har kunnet indkøbe materialer, betyder at vi kan tilbyde en god variation.

En dag er planlagt at lave julekort/decoupage. Nogen har arbejdet med den aktivitet løbende, men nu har vi materialer til, at vi kan lave det til en fælles aktivitet, så det bliver noget flere kan komme til at kende til. 

Andre dage laver vi pynt til bordene, pynt til juletræet, flettekursus i stjerne og hjerter, juledekorationer og julemodellering i foamclay. Andre ting i ”julekalenderen” er at bage jule småkager, høre julehistorie, julemusik og sang, fun facts om julen, julekrydsord/sudoku og julefilm med æbleskiver og hvad, der ellers findes på.

Vi starter 1. december med 2 nye jule-puslespil i 2 forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med.

Kreative værksteder

Kreative værksteder

Kreative værksteder

Neglesalon 1
perler 1
Neglesalon 2
Perler 2
Neglesalon 3
perler 3

 Dagafsnit Børn og Unge, Viborg – Region Midtjylland

Dagafsnit for Skolebørn og Unge i Viborg har for nyligt tilbudt børn og unge et smykkeværksted og en lille neglesalon. Det har givet børnene og de unge en kreativ pause i hverdagen, hvor de kan fordybe sig, finde ro og være sammen på en anden måde end i de daglige aktiviteter i deres behandlingsforløb.

Allerede ved de første aktiviteter mærkede vi begejstringen. Flere af børnene gik nysgerrigt i gang med farver, perler og værktøj – én udbrød hurtigt:
”Det er fedt, at der er så mange farver”, fortæller Tone, der er socialpædagog og tovholder på projektet.

I neglesalonen blev der eksperimenteret med glimmer og mønstre, og stemningen var både koncentreret og legende. En af deltagerne sad med et smil og sagde:
”Mine negle bliver sååå flotte med glimmer på.”

Under smykkeværkstedet opstod der et særligt fællesskab. Stille musik i baggrunden, fokus på de små perler og en tålmodighed, der smittede af. Da armbåndene var færdige, lød det fra en af de unge:
”Nu vil jeg lave gaver til min mor og mormor.”

Donationer som denne gør det muligt at skabe aktiviteter, der både giver ro og styrker relationer – små, betydningsfulde øjeblikke, som gør en stor forskel for børn og unge i dagafsnittet. 

Vi har afholdt aktiviteterne med stor begejstring blandt børn og unge, og vi glæder os allerede til at gentage oplevelsen. Det har været fantastisk at kunne tilbyde kreative aktiviteter, der skaber ro, nærvær og mulighed for fordybelse på en sjov og anderledes måde.

Under aktiviteterne sagde børnene og de unge også:

  • “Det er mega svært at lave smykker, når perlerne er så små – men armbåndene blev flotte!”
  • “Fedt at vi endelig har fået smykkepinde.”

Vi oplevede både god stemning og fint fællesskab. Et barn tilbød f.eks. spontant at hjælpe en medarbejder, som havde svært ved et flettet armbånd, og viste tålmodigt, hvordan det skulle laves.