Stille vinter med skovmeditationer

Åbent afsnit 2421, Hillerød – Region Hovedstaden

I Store Dyrehave har et nyt initiativ set dagens lys. Med støtte fra Håb i Psykiatrien har vi fået mulighed for at dyrke meditationer på vinterskovbundens bløde blade, og mærke hvad der sker, når man lader skoven tage over.
Vandringen mod “Trylleskoven”
Vinterens træer står som tålmodige vogtere, da gruppen bevæger sig væk fra bygningerne og ind under de nøgne kroner. Initiativet er enkelt, men effekten dyb, en fælles vandring mod et helle i naturen, hvor målet er at finde ro i krop og sind.
Turen går mod et særligt sted i skoven, som vi kalder “Den Hemmelige Høj”, en lille bakke vi har fundet i Store Dyrehave, der er helt flad på toppen som et naturligt gulv, helt perfekt hvis flere skal ligge ned sammen.
Det er en gåtur på cirka 40 minutter, og allerede få meter inde i skovbrynet begynder forandringen at indfinde sig hos deltagerne. Kontrasten til de indendørs omgivelser er tydelig. ”Det føles mere frit, end at være indenfor. At der er luft omkring en – det giver noget,” fortæller en af patienterne om oplevelsen af at træde væk fra afdelingen. Undervejs bliver sanserne vakt til live. Lyden af støvler mod underlaget og synet af vinterens farver skaber nye indtryk. En deltager beskriver levende, hvordan omgivelserne under gåturen virkede på sindet: ”Trylleskoven fyldte mig med lyden af kvasende blade, lyset, bladene, farverne på træerne, og kulden var forfriskende.”
Selvom turen derud kan mærkes fysisk, bliver anstrengelsen en del af processen. Det handler om at bruge kroppen for at gøre sindet klar til stilhed.

Ro på Den Hemmelige Høj
Fremme ved “Den Hemmelige Høj” venter belønningen. Her, i et mellemrum mellem bøgene, bliver deltagerne indhyllet i varme, bløde ponchoer og oplyst af det milde skær fra små flagermuselygter. Invitationen er enkel: At ligge dybt og stille på skovbunden, lytte og lade skoven tale for en stund. Meditationen i den frie natur skaber en særlig stemning af omsorg. En deltager beskriver den fysiske effekt af instruktørens rolige stemme og skovens lyde: ”Jeg kom mere ned i gear, og bliver mere i et med naturen. Færre tanker, og mindre uro i kroppen.” Selv når ordene fra meditationen glider væk i vinden, bærer tonen noget beroligende med sig. Som én sagde: ”Jeg hørte ikke halvdelen af, hvad instruktøren sagde, men tonen af hans stemme var beroligende.”

Varm kakao og en pause fra psykosen
Efter meditationen, da kulden så småt begynder at bide i kinderne, bliver der serveret varm kakao. Det er tid til at samle op, før turen går tilbage til afdelingen. Det er her, effekten af anstrengelserne og stilheden står tydeligst frem. Selvom turen derud var fysisk krævende for nogle, er gevinsten mental ro. En deltager opsummerer oplevelsen med en præcision, der rører ved kernen af initiativet: ”En god oplevelse, der fik en til at få noget ro i kroppen, selvom det var en lidt hård tur – så gav det mig en pause fra psykosen. ”Naturen tilbyder ingen mirakler, men den tilbyder pauser. Og som erfaringen her viser, er en pause nogle gange nok til at ændre vejens retning en smule. Der er dog også plads til praktiske forbedringer midt i poesien; et ønske om bedre fodtøj blev nævnt med et smil en smule menneskelig praktik midt i alt det sanselige.

Med varmen fra kakaoen i kroppen og roen i sindet, vendte gruppen tilbage.