Juletræshygge

af dec, 2025

Juletræ 1
Juletræ 4
Juletræ 6

Lukket rets.psyk. P5, Middelfart – Region Syddanmark

Vi havde den mest fantastiske tur. Vi var på Snoromgård ved Fredericia og fældede 2 juletræer. Vi havde 4 patienter med. 
En af patienterne havde lavet varm kakao, som vi havde med. Patienterne gik meget op i af vælge de helt rigtige træer, og forinden havde de faktisk målt højden til loftet på afdelingen, så de kun vælge træerne så store som muligt.
2 af de mandlige patienter havde udnævnt sig selv til træfældere, og de gik vitalt op i opgaven, så meget at de måtte på knæ i det våde græs til stor morskab for resten af gruppen.  Så der var lidt vasketøj, da vi kom tilbage. 

Efter at have båret træerne tilbage til gården, og de var blevet pakket i net, drak vi kakao sammen med indehaveren af gården, som fortalte både om gårdens historie, en sjov anekdote om et træ han engang havde solgt, der havde smidt her eneste nål, da det kom indenfor. Han forklarede også, hvordan vi skulle opbevare træerne indtil de skal indenfor. 

Efterfølgende har særligt en af vores patienter taget meget ansvar for træerne og har forklaret alle i personalegruppen, hvordan man skal save en lille skive af og sætte træerne i vand nogle timer inden de skal indenfor.
Patienterne har selv besluttet at de kommer ind torsdag den 18.12 hvor de bliver pyntet. Datoen er valgt fordi afdelingen afholder julefrokost den 19.

Nogle af de ting patienterne sagde på turen var bl.a.

  •  “Hvor er det dejligt at komme væk fra afsnittet”
  •  “Aj altså de har jo snydt – vi har gjort det på den rigtige måde” (om et par der var der samtidig og som brugte en motorsav til at fælde deres træ)
  •  “Herude ligner vi bare alle andre mennesker” (aj altså den gik lige i hjertet)
  •  “Jeg kan huske at jeg engang var ude og fælde juletræ med min morfar da jeg var barn”

Den sidste bemærkning startede en lang snak om hvordan vores juletræer havde været i barndommen, hvordan de var pyntede, hvornår de kom op osv. osv.

Senere havde jeg en anden patient med i Harald Nyborg og købe juletræsfødder og lyskæder. Det var en patient der ikke havde været med ude og fælde juletræerne, men han har efterfølgende vist interesse for turen.  Da vi stod i butikken, var jeg usikker på, hvilken juletræsfod der kunne bruges, for jeg var usikker på hvor tyk stammen var, men til min overraskelse havde han faktisk været ude og måle stammen, så han kunne fortælle mig præcis hvilket størrelse, der var den rigtige.