Julekrea
Lukket afsnit S2, Herning – Region Midtjylland
Over juleperioden har vi i afdelingen afholdt flere fælles kreative aktiviteter for patienterne, støttet af jeres mikrodonation. Aktiviteterne spredt over julen bestod blandt andet af at flette julestjerner, arbejde med silk-clay-figurer, tegne julemotiver på vinduerne samt lave forskellige DIY-kits.
Fælles for aktiviteterne var en gennemgående rolig og tryg stemning. Selvom mange af patienterne var stille og ikke deltog verbalt, observerede vi en tydelig fælles tilstedeværelse og engagement i aktiviteterne. Flere patienter viste omsorg og opmærksomhed over for hinanden, blandt andet ved at hjælpe med materialer, vise teknikker og støtte hinanden i processen.
Der deltog en bred gruppe patienter med forskellige funktionsniveauer. Det var tydeligt, at aktiviteterne var tilgængelige og rummelige, og at alle oplevede at kunne deltage på deres egne præmisser. Dette bidrog til en følelse af mestring og fællesskab, på tværs af forskellighed.
Efter flere af de kreative seancer afsluttede vi til tider med fælles gåture, som gav mulighed for bevægelse og et skift i aktivitet.
Patienterne har desuden været aktive medspillere i planlægningen af aktiviteterne. De har sammen med personalet bidraget med idéer og ønsker til, hvad vi skulle lave de forskellige gange, hvilket har styrket deres medinddragelse og ejerskab i forløbet.
Samlet set har juleaktiviteterne haft en positiv betydning for stemningen i afdelingen og har skabt små, men vigtige fælles øjeblikke præget af ro, kreativitet og relationel kontakt. Mikrodonationen har gjort det muligt at tilbyde meningsfulde aktiviteter, som har understøttet patienternes trivsel i en periode, der for mange kan være særlig sårbar.