Sommerfest
Åbent afsnit D2, Frederiksberg – Region Hovedstaden
Vi på D2 vil gerne takke mange gange for midler til at holde vores traditionelle årlige sommer grillfest – som blev lidt senere end vanligt pga. flytning til andet afsnit.
Op til dagen havde vi lavet et opslag med program og en to-do-liste med opgaver man kunne skrive sig på. Vi fik motiveret rigtig mange patienter til forskellige opgaver – én var med ergoterapeuten nede at handle det sidste ind på dagen. To lavede blomsterdekorationer og satte i vaser – og et par stykker lavede bordkort de dekorerede på sten, det blev rigtig flot og festligt. Nogle var med til at dække bord og bære borde og stole ud i vores have. To patienter på skift var med til at grille med ergoterapeuten. En patient lavede tomatsalat og andre hjalp til med at lave kartoffelsalat og ordne majs. Der var virkelig gang i køkkenet og vi hyggede med lidt stille mindfulness baggrundsmusik. Igen i år var vejret med os, regnen stoppede lige inden vi skulle dække op udenfor. Vi havde en virkelig hyggelig aften sammen – så meget at vi sad længe udenfor og slet ikke fik lavet vores sommerbanko, som vi havde købt præmier ind til. Det fik vi så afviklet til fredags cafe senere på ugen.
En patient udtalte i en gruppe at ”det bedste ved indlæggelsen, det jeg husker, er den fantastiske sommerfest”. Flere sagde de virkelig havde hygget sig og at det var dejligt at sidde udenfor med personalet og spise.
En patient udtalte ”Bare vi kunne lave mad noget oftere – det savner jeg”. En anden patient sagde ”nu har jeg været indlagt en stor del af sommeren og er SÅ glad for jeg oplever en sommerfest – selvom det er herinde”.
På aftenmødet dagen efter var der enighed om at det var ugens højdepunkt og hvor vigtigt det er at afholde disse aktiviteter som kan noget ganske særligt og man får nogle helt anderledes snakke.