Der er mange måder at være ensom på. Og der er mange grunde til, at man er ensom. For mange personer med psykisk lidelse kan følelsen af ensomhed være et symptom, der følger lidelsens op- og nedture. For andre kan ensomheden skyldes manglende social kontakt. Nogle føler sig fremmedgjort og mister kontakten til venner, bekendte og familie. Mange er udenfor arbejdsmarkedet og går derfor glip af den daglige kontakt med kolleger. Andre har – i perioder i hvert fald – ganske enkelt ikke overskuddet til at opretholde de relationer, de har.

I en tid hvor mange tabuer – også om psykisk lidelse – bliver udfordret og nedbrudt, står ensomhed stadig som et emne, der er svært at berøre. Det kan skyldes mange ting, men det afgørende er, at ensomhed er et stort problem i samfundet generelt og blandt personer med psykisk lidelse i særdeleshed. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der afhjælper problemer med ensomhed, selvom det er et svært emne at tale om.

Her har civilsamfundet den fordel, at vi kan afhjælpe ensomhed uden at skulle italesætte direkte, at det er det, vi gør. Civilsamfundet tilbyder fællesskaber for personer med psykisk lidelse, uanset om de er ensomme eller ej. På den måde kan vi afhjælpe ensomhed hos dem, der oplever det, uden at de skal presses til at forholde sig til deres oplevelse. Det ville være dejligt at leve i en verden, hvor ensomhed ikke var et tabu. Men så længe vi ikke gør det, er det for meget forlangt at kræve af personer med psykisk lidelse, at de skal gå forrest.

Vi har alle brug for socialt samvær med andre mennesker, men det er langt fra alle, der har lige muligheder for at opfylde dette behov.