Flere fællesskabende aktiviteter i psykiatrien

Søg midler til fællesskabende aktiviteter – mikrodonationer

Hvem kan ansøge?

Både patienter, pårørende og personale i den regionale psykiatri kan ansøge om midler fra Håb i Psykiatrien til fællesskabende aktiviteter i psykiatrien. Dette gælder både voksen- og børne-/ungepsykiatrien i alle 5 regioner. Vi anbefaler, at I laver ansøgningen sammen.

Vigtigt at din idé matcher foreningens formål:

Håb i Psykiatrien er en almennyttig og velgørende landsdækkende forening, der har til formål at arbejde for bedre vilkår for mennesker med psykisk lidelse, der er i psykiatrisk behandling. Det er foreningens formål at styrke individets mod, håb og handlekraft gennem ligeværdigt samvær og fællesskabende aktiviteter.

Samtidigt er det foreningens formål at fremme såvel kunst og kultur som fysisk og mental sundhed i sine aktiviteter.

Hvad støtter vi?

Vi udlodder økonomisk støtte via mikrodonationer til konkrete indkøb eller aktiviteter, så længe det er med til at skabe fællesskab, håb, glæde og mening i hverdagen og bidrage til meningsfulde og ligeværdige fællesskaber for grupper af patienter.

Vi tror på, at håb og glæde kan dyrkes og spire via meningsfulde aktiviteter, nærvær, samvær og fællesskab omkring:

  • Musik, sang og anden kultur
  • Have- og naturoplevelser
  • Håndarbejde, spil og andre kreative syslerier
  • Skrive, tegne og male
  • Motion, bevægelse og kropslighed
  • Sund fællesmadlavning og fællesspisning

Eller noget helt andet, som vi ikke har tænkt på?

Vi prioriterer ansøgninger som:

  • Tager udgangspunkt i patienternes ønsker og idéer
  • Øger udbuddet af fællesskabende aktiviteter i psykiatrien – både sengeafsnit og ambulatorier
  • Følger Vores Sunde Profil

Tag et kig i vores Beretninger og i vores Inspirationsbog og bliv inspireret af andre vellykkede aktiviteter rundt i landet.

Hvor meget kan man søge?

I en ansøgning kan I søge mellem 1.000-5.000 kr. til indkøb eller aktiviteter. Vedlæg et budget.

Hvad støtter vi ikke?

  • Håb i Psykiatrien har en sund profil. Vi støtter derfor ikke indkøb af mad- og drikkevarer eller aktiviteter, som er usunde og kan virke skadelige for den fysiske sundhed. Orienter dig derfor her i Vores Sunde Profil, inden du ansøger.
  • Indkøb til individuelt brug eller 1-1-aktiviteter
  • Terapi og behandling
  • Generel indretning
  • Aktiviteter og indkøb som allerede har fundet sted før indsendelse af en ansøgning
  • Legater til enkeltpersoner
  • Julegaver, julemad, juleslik, julebag, julesmåkager, æbleskiver, gløgg

Sådan gør du, trin for trin:

  • Ansøgningsskema nedenfor downloades og sendes til os enten scannet på mail til info@haabipsykiatrien.dk eller som brev. Det er vigtigt, at din idé og foreningens formål og prioriteter passer sammen.
  • Du modtager skriftlig besked om godkendelse eller afslag. Her vil det fremgå, hvilket beløb vi støtter med.
  • Det ansøgte købes, arrangeres og afvikles – patienternes ønske realiseres.
  • Derefter sendes følgende i én samlet mail til info@haabipsykiatrien.dk:
    • Bilag for udlæg (kvittering/faktura) – vedhæftes i samlet PDF med totalen udregnet.
    • Billeder fra aktiviteten i høj opløsning. NB: Ingen patientansigter med mindre sløret/anonymiseret (kommer evt. på hjemmesiden og SoMe) – vedhæftes som billedfil i PNG/JPEG/JPG i størst mulige opløsning.
    • Kort beretning/beskrivelse af hvordan aktiviteten gik suppleret med patientcitater (kommer evt. på hjemmesiden og SoMe) – vedhæftes som Worddokument eller som tekst i mailen.
    • Det godkendte beløb udbetales efter modtagelse af ovenstående.

Mere information
Du kan henvende dig til info@haabipsykiatrien.dk på 2622 5558 eller 6022 4061 for at få mere information om ansøgningsprocessen til en mikrodonation, hvis du ønsker inspiration til fællesskabende aktiviteter, eller hvis du har spørgsmål til vores persondatapolitik.

Vi takker alle de fonde, legater, sponsorer og private donationer, som muliggør denne indsats.

Læs folder med nærmere detaljer:

Download ansøgningsskema her:

Databehandling ved indsendelse af ansøgning
Alle informationerne i ansøgningen registreres, incl. navn, e-mailadresse, afsnitsnavn, kontonr. og telefonnummer. Oplysningerne anvendes til at sende dig bekræftelse, vurdere din ansøgning samt til at svare dig. Kun relevante medarbejdere hos Håb i Psykiatrien har adgang til oplysningerne. Oplysningerne om vores vurdering af din ansøgning videregives ikke. Oplysningerne opbevares i tre år, hvorefter de slettes eller anonymiseres.

Det er så dejligt at synge sammen ved klaveret. Når vi er rigtig mange, opstår der en helt særlig stemning, og jeg kan mærke, at jeg er lidt mere glad bagefter.

 

Patient efter donation til el-klaver, lukket afsnit C270V Frederiksberg

Det er virkelig hyggeligt. Normalt er jeg ikke til sådan noget kreativt halløj, men det er faktisk en god måde bare at være sammen på.

Patient efter donation til krea-aktiviteter, lukket retspsykiatrisk afsnit SL9, Slagelse

Det var rart med en dag, hvor sygdom ikke var i fokus, men hvor det handlede om at lave noget helt normalt og være sammen som mennesker.

Patient efter donation til sommerfest, åbent afsnit C100, Frederiksberg