Golf i retspsykiatrien? Ja, hvorfor ikke? Hos R4 på afdeling for retspsykiatri på AUH, Skejby spillet golf hver fredag eftermiddag de sidste 10 uger. Det har været en aktivitet med to patienter som faste deltagere, som hver uge har set frem til netop denne aktivitet. Ingen af de to havde på forhånd prøvet at spille golf på andre måder end på Playstation. Derfor var det spændende at prøve det i virkeligheden.
I løbet af de sidste 10 uger er der derfor blevet trænet med driveren på driving range, øvet sig med pitching wedge på indspilsområdet og prøvet sig frem med putteren på putting green. Al denne træning med det for øje, at der den sidste fredag i perioden på 10 uger skulle spilles fire huller på den store bane. Ja, det blev faktisk ikke kun trænet på golfbanen. Også i de daglige rammer på afdelingen, blev der trænet fysisk træning for at kunne holde til at gå rundt på golfbanen.
Patienterne selv beskriver, at det har været nogle udfordrende dage på golfbanen, men at det har været rigtig sjovt at opleve, at man faktisk kan blive bedre til spillet, når bare man spiller det ofte nok. De beskriver også de flotte rammer på golfbanen og den friske luft som en del af den positive oplevelse, det har været at starte op på golfspillet. Opstarten har også været et stort samtaleemne på afdelingen blandt både personale og patienter.
Vi vil på R4 meget gerne fortsætte dette samarbejde med Mollerup Golf Club, og det har Håb i psykiatrien heldigvis været behjælpelige med at muliggøre. Det har været en stor hjælp for patienterne at der også er blevet råd til at indkøbe det man i golfens verden kalder en trolley – en vogn man kan have sit udstyr på, så man ikke skal slæbe det hele i en taske over skulderen. De næste 10 uger vil det danske efterårsvejr derfor blive trodset, og der vil blive spillet golf i retspsykiatrien i Skejby.
På R4 er vi meget taknemmelige for at have fået støtte fra Håb i psykiatrien til at opretholde en aktivitet, som forhåbentlig også kan få lov at fortsætte i længere tid.
Seneste kommentarer