MotionsCaféens deltagere fortæller
Der kan være rigtig mange overvejelser, som i VIRKELIG mange overvejelser inden start.
Her deler deltagerne i MotionsCaféerne nogle af deres, og hvordan det så gik efter de første gange i MotionsCaféen.
Grunden til, at vi deler deres vidnesbyrd her er, fordi mange bruger uger og måneder på at overveje og genoverveje.
Det kan være en svær tid, som de ønsker havde været kortere.
Og de tror, at det måske ville have været nemmere at komme 1. gang, hvis de havde hørt fra andre i samme situation inden.
Vi håber at dette vil hjælpe dig, og hvis du har lyst til at tale i telefon eller ansigt til ansigt med enten vort personale eller en anden deltagere, så vil vi blive utroligt glade for at du kontakter os.
Nadia har ordet
Nadia ville gerne have mere viden omkring, hvor uforpligtigende det er, og hvordan man bliver mødt.
Nadia deltager mest i MotionsCaféen Frederiksberg.
Anna har ordet
Anna fortæller, om hvordan omgivelser, personale og de andre deltagere har været anderledes, end hun havde tænkt sig, inden hun kom.
Anna deltager i MotionsCaféen Nørrebro.
Jørgen har ordet
Jørgen fortæller, at det faktisk at svært at beskrive MotionsCaféen. Det skal prøves.
Jørgen deltager i MotionsCaféen Nørrebro
Niwat har ordet
Niwat fortæller, hvad MotionsCaféen betyder for ham.
Niwat deltager i MotionsCaféen Nørrebro
Nu, hvor jeg kender MotionsCaféen så godt, havde jeg ønsket, at jeg var kommet tidligere. Men jeg vidste ikke, hvordan de andre deltagere ville være.
Men det er jo de skønneste mennesker og jeg føler at jeg kan være helt mig selv her. Jeg har ikke haft den følelse under uddannelse, i mit job og ægteskab. Men her føler jeg, at jeg er OK – god nok.
Træner: Vi ses måske på mandag?
Deltager: Det vil jeg gøre alt i min magt for at få til at ske. Tro på mig. Vil gerne ud af døren, og lære mig selv ”Det er bare en dør!” Men den føles som en MUR. Tak, fordi I holder ved
Jeg har nærmest ikke været ude i 1,5 år, har ikke fundet mig hjemme. Træningscenteret er fyldt med store muskler. Her var der nogle der trænede i cowboybukser, nogle i bare tæer. Jeg kunne være med – Jeg kunne være mig. Man kan ikke se det, men man kan fornemme at vi kæmper med nogle af de samme ting. Tusind tusind tak. Det var bare en dejlig opdagelse.
Det sværeste er at komme afsted og ud ad døren. Men jeg ved, at jeg får det godt af at træne og at have en god træningsrytme. Det er bare så svært at komme afsted hjemmefra.”
Lige da jeg hørte om Håb i Psykiatrien var jeg sådan lidt …. Ikke mere psykiatri.
og håb – ah mon.
Men jeg må bare sige, og nu bliver rørt, at det er præcis, håb jeg har fået.
Bare den værdighed man bliver mødt med af personalet og de frivillige. De er så søde, ser det positive, venlighed og glæde.
Man bliver løftet af stemningen og tager den med sig hjem.