Kulturbesøg i psykiatrien – information til kulturbesøgende
Hvad er et kulturbesøg?
Vi vil så gerne have flere kulturbesøg i psykiatrien. Kulturbesøg kan være musik, sang, dans, oplæsning,
poetryslam, strikning, badminton, drama, yoga eller andre fællesskabende aktiviteter med et kulturelt tvist.
Hvad kræver det at blive kulturbesøgende?
Håb i Psykiatrien er en almennyttig og velgørende landsdækkende forening, som ønsker at skabe et væld af berigende aktiviteter og oplevelser i psykiatrien.
Patienterne i psykiatrien er grundet deres symptomer meget følsomme overfor stimuli; sindsstemningen kan skifte indenfor minutter, voldsomme følelser kan både dæmpes og vækkes af deres omgivelser. Det er en særligt svær patientgruppe at lave aktiviteter for – især fællesaktiviteter. Personaletrækket i forbindelse med aktiviteter er derfor også højt. Der skal være meget fokus på både patient- og personalesikkerhed og sikkerheden for alle, når vi bevæger os ind i psykiatrien.
Det er derfor helt afgørende, at vi alle er rolig og fleksible, samt er bevidste om, at kulturbesøget starter i det man træder ind på psykiatrisk område og slutter først, når det forlades igen. Vi bringer nærvær og god stemning fra første minut.
Vi gør en dyd af at være gode, smidige og ikke-krævende gæster.
Vi søger at finde og udvælge kulturpersoner, som ønsker at være kulturbesøgende i psykiatrien og kan levere kultur af konsistent høj kvalitet og med et udtryk, der appellerer til mange forskellige mennesker og samtidigt til sårbarheden i psykiatrien.
Af helt praktiske årsager lægger vi vægt på, at den kulturbesøgende er nem at koordinere med og selvfølgelig overholder mødetider. Vi foretrækker mail: info@haabipsykiatrien.dk
Hvordan kan man blive kulturbesøgende?
Skriv til os på info@haabipsykiatrien.dk. Skriv om dig selv som person, dine eventuelle erfaringer med psykiatrien, og hvilket slags kulturtilbud du kan byde ind med.
Send gerne billeder, video mv. så vi får et indtryk af dig.
Hvordan aftales tid og sted?
Kulturbesøg på en halv times varighed finder sted kl. 13:00 og kl. 14:00 i hverdagene. Ud fra hvilke datoer og steder kunstnerne er tilgængelige, lægges kulturbesøgene på vores hjemmeside til fri booking for afsnittene. Vi kan ikke garantere, at alle datoer bliver booket. Ved booking sendes en bekræftelsesmail til kunstner og kontaktperson på afsnittet med adresse og kontaktinformationer.
Hvad får man for det?
Semi- og helprofessionelle kunstnere aflønnes via honorar efter aftale med Håb i Psykiatrien. Vi vil f.eks. for
en konservatoriestuderende musiker for to minikoncerter af ca. 30 minutters varighed på to afsnit i
gåafstand give i alt 1500 kr. inklusiv alt. For uddannet musiker er det tilsvarende beløb i alt 3000 kr. inklusiv
alt. Moms, transport, instrument osv. er medregnet i det aftalte honorar.
Promovering på de sociale medier
Før kulturbesøg:
Efter kulturbesøg:
Booking og aflysningspolitik
Den kulturbesøgende melder mulige datoer og steder ind, hvoraf et udsnit af datoer udvælges til bookingsiden. Bookingsiden sendes til bekræftelse hos kunstnerne, hvorefter den gøres tilgængelig for booking. Herefter er der en to ugers bookingperiode, hvor disse indmeldinger ikke kan ændres. Afsnittene booker ind på egen hånd, og bookingsiden lukkes ned senest 14 dage før en runde kulturbesøg afvikles, medmindre andet aftales særskilt. Du får løbende besked fra os på mail ved booking.
I sjældne tilfælde kan der ske aflysning. Ved aflysning 72 timer før aftalt mødetid betales 50% honorar. Ved aflysning mindre end 24 timer før aftalt mødetid udbetales fuldt honorar.
Honorar udbetales hurtigst muligt efter modtaget faktura efter gennemførte kulturbesøg.
Forsikring
Du er som kulturbesøgende ikke dækket af psykiatriens arbejdsskadeforsikring, og du er selv ansvarlig for ansvars- og ulykkesforsikring.
Kontrakt
Aftaler over mail og dette dokument gælder som aftalegrundlag for arbejdet udført for Håb i Psykiatrien. Vi kan desværre ikke hjælpe med udfyldning af felter i særskilte kontrakter af hensyn til ressourcer til administration.
Tavshedserklæring
Kulturbesøgende fra Håb i Psykiatrien falder under den lovbestemte tavshedspligt i sygehusvæsenet.
Som kulturbesøgende bør man gøre sig klart, at man yder et medmenneske hjælp uden at påføre det den omkostning, det er at få sit privatliv offentliggjort – eller blive gjort til genstand for omtale. Som kulturbesøgende skal man være bevidst om, at man indgår i et ”fortrolighedsrum” med deltagerne.
Deltagende til Håb i Psykiatriens kulturbesøg skal kunne deltage med tillid til, at deltagelsen er fortrolig og ikke videregives udenfor hospitalsregi.
For deltagernes tryghed må der under kulturbesøgene ikke udføres tv/videooptagelser eller fotografering af deltagere, medmindre andet aftales med alle parter.
Deltagelse i kulturbesøg udover den kulturbesøgende er ikke acceptabelt med mindre helt særlig årsag, som skal godkendes af Håb i Psykiatrien først.
Undertegnede erklærer hermed at ”Kulturbesøg i psykiatrien – Information til kulturbesøgende” er læst og forstået, samt accepterer foreningens persondatapolitik som fremgår af hjemmesiden: www.haabipsykiatrien.dk.
Udarbejdet september 2025. Udgave 7