Jobopslag – Træner og projektkoordinator
Tidsbegrænset stilling hos Håb i Psykiatrien
Vil du være med til at gøre bevægelse og fællesskab til en naturlig del af livet for mennesker med svær psykisk lidelse?
Har du indgående indsigt i psykiatri, er en inspirerende træner med forkærlighed for squats, burpees og sans for administrativ organisering? Håb i Psykiatrien søger netop dig, som kan sætte hak ved alle tre. Du er en engageret træner og projektkoordinator, som vil gå langt for at hjælpe mennesker med svær psykisk lidelse til at blive stærkere – fysisk, psykisk og socialt.
Om stillingen
Håb i Psykiatriens MotionsCaféer for mennesker med svær psykisk lidelse oplever en stigende efterspørgsel fra både deltagere, kommuner og regioner. Derfor udvider vi vores hold, så vores muligheder for ekspansion styrkes.
Stillingen er projektansat, fuld- eller deltid og tidsbegrænset til 12 mdr. med mulighed for forlængelse afhængigt af finansiering og behov.
Håb i Psykiatrien arbejder for, at mennesker også under psykiatrisk behandling har reelle muligheder for at leve som de aktivitetsmennesker, de er. Vi lytter, udvikler løsninger sammen med mennesker og omsætter dem til praksis i tæt samarbejde med psykiatrien, kommuner og civilsamfund. Sammen arbejder vi for at skabe miljøer, hvor aktiviteter, bevægelse, fællesskaber og sunde valg er lette og reelle muligheder.
Foreningen er en landsdækkende almennyttig forening med base i et kontorfællesskab på Nørrebro, København, og består af en arbejdende forperson, et tværfagligt sekretariat, trænere, en frivillig bestyrelse og mere end 100 frivillige over hele landet.
På en typisk arbejdsuge vil du:
- Træningsansvarlig 2-4 gange ugentligt, hvor hård træning og et trygt rum går hånd i hånd
- Registrere data, samt løbende debriefe og sparre med den ledende træner
- Planlægge og koordinere praktiske opgaver som følgeskab, indkøb, ture, udstyr mv
- Bistå rekrutteringsindsatser i psykiatrien/kommune inkl. præsentationer, kommunikation mv.
- Afhængig af dine kompetencer: Bistå udvikling, skalering, evaluering og promovering af vores indsatser
Vi søger dig, som:
- Kender psykiatrifeltet og deler vores ambition om at sætte aktiviteter, bevægelse og fællesskab højere på dagsordenen
- Relevant kandidatgrad og minimum to års erfaring fra andet psykiatri eller et administrativt job
- Uddannet (eller næsten) træner og en smittende motionsglæde med hop, burpees og squats
- Nærværende, empatisk, positiv og energisk og forstår at navigere i MotionsCaféernes særlige rum
- På kontoret er du struktureret og sætter pris på effektiviteten og professionalisme
- Let at samarbejde med og indstillet på høj informationsdeling af hensyn til alles trivsel og sikkerhed
Vi tilbyder
Hos os bliver du en del af et ambitiøst team, hvor idéer hurtigt bliver til handling, hvor ansvar løftes både individuelt og i flok, og hvor du hver uge kan se og mærke den konkrete forskel, vores arbejde gør for mennesker med svær psykisk lidelse.
Løn efter kvalifikationer
Praktisk:
Arbejdssted: Foreningens kontor, Heimdalsgade 37, 2200 Kbh N – delvist fjernarbejde er muligt
Opstart: snarest muligt – samtaler afholdes løbende
Ansøgninger sendes via Jobindex (link).
Spørgsmål til jobbet kan stilles til projektleder og ledende træner Louise Maria Hansen på 2896 5458 eller forperson og daglig leder Lotte Frost på 6022 4061.